Mathias anbefaler: Yukio Mishima - Spring Snow

Dette er den første af fire anmeldelser eller essays om tetralogiens enkelte bind. Når den sidste roman er læst, følger et femte og afsluttende essay om Frugtbarhedens Hav som helhed — om det mønster, der først bliver synligt, når hele værkets kredsløb af drøm, død og genfødsel kan betragtes samlet.

Om Yukio Mishimas Spring Snow og det uopnåeliges skønhed

Jeg har kastet mig over Yukio Mishimas (1925–1970) store tetralogi 'The Sea of Fertility' (Frugtbarhedens Hav) (1969–1971). Mishima står som en af den moderne litteraturs mest mytiske og uomgængelige skikkelser: romanforfatter, dramatiker, essayist og stilist; fem gange nomineret til Nobelprisen i litteratur, og siden 1988 har en af Japans markante litterære priser båret hans navn. Få forfattere har efterladt sig et værk, hvori litteratur, æstetik, filosofi og levet liv er så voldsomt filtret ind i hinanden. 

'The Sea of Fertility' består af fire romaner: 'Spring Snow' (Forårssne), 'Runaway Horses' (Løbende heste), 'The Temple of Dawn' (Daggryets tempel) og 'The Decay of the Angel' (Englens forfald). De blev skrevet i de sidste år af Mishimas liv, og den sidste blev afsluttet den dag, han begik sit berømte, rituelt iscenesatte selvmord. Det er derfor næsten umuligt ikke at læse tetralogien i skyggen af dens forfatters død. Men det ville samtidig være en uretfærdighed mod værket at reducere de fire romaner til en langsom, forudbestemt bevægelse mod den 25. november 1970 — som om døden allerede stod skjult på den første side og blot ventede på at fuldbyrde sig.

Jeg vil derfor forsøge noget andet: at følge tetralogien bog for bog og lade hver roman åbne sit eget rum. Dette er det første af fire essays, ét for hvert bind. Når den sidste roman er læst, vil jeg vende tilbage med et femte og afsluttende essay om 'The Sea of Fertility' som helhed — om det mønster, der først træder frem, når alle fire liv, alle fire bøger og hele værkets kredsløb af drøm, død og genfødsel betragtes under ét.

Forårssne

Jeg befinder mig endnu kun ved begyndelsen af min rejse gennem tetralogien. Alligevel mærker jeg allerede, efter 'Spring Snow' (Forårssne), at min litterære målestok har forskudt sig. Det er en sælsom erfaring, for reduceret til sin handling er romanen næsten en sæbeopera. En ung aristokrat elsker en ung kvinde uden at være i stand til at vedkende sig sin kærlighed. Han sårer hende, afviser hende og opdager først sit begær, da hun er blevet lovet bort til en anden. Så følger hemmelige møder, breve, jalousi, graviditet, familieskandale og social katastrofe. Stoffet tilhører melodramaet: velkendt, næsten konventionelt. Men hos Mishima er denne velkendte form kun en tynd hinde over noget langt dybere og mere svimlende.

Meget japansk litteratur må blegne ved siden af den filosofiske, æstetiske og poetiske dybde, Mishima formår at udvinde af dette tilsyneladende velkendte stof. Spring Snow forener kvaliteter, der sjældent findes samlet i én roman: sanselig skønhed, intellektuel præcision, aristokratisk dekadence, dødsbevidsthed og metafysisk alvor.

Mishima skriver ikke blot smukt. Hos ham er skønheden en erkendelsesform. En have, en silkekimono, et ansigt, et tempel eller et snefald er aldrig blot kulisser for menneskets drama. De deltager selv i det. De tænker med, bærer betydning og synes undertiden at vide mere end de mennesker, der bevæger sig iblandt dem. Hos Mishima synes verden selv besjælet af en hemmelig viden om sin egen forgængelighed.

Det er denne viden, der giver romanen dens særlige lys.

Skønheden bærer sin egen undergang

Intet hos Mishima er smukt uden samtidig at være truet. Skønheden opstår ikke på trods af forgængeligheden, men gennem den. Det fuldkomne øjeblik bærer allerede mærket af sin egen forsvinden; den elskede bliver først absolut i det øjeblik, hun ikke længere kan nås. 'Spring Snow' er derfor heller ikke først og fremmest en roman om kærlighed. Den er en roman om afstanden til kærligheden — om det næsten dæmoniske slægtskab mellem begæret og det uopnåelige.

Kiyoaki kan ikke elske det, han har inden for rækkevidde. Så længe Satoko er nær, møder han hende med stolthed, lunefuldhed og en næsten æstetisk grusomhed. Først da hun tilhører en anden, bliver hun virkelig for ham. Tabet fremkalder den kærlighed, som nærværet ikke formåede at vække. Det er, som om han først bliver i stand til at se verden i det øjeblik, den begynder at forsvinde.

Det uopnåeliges skønhed

Her bliver drømmen romanens hemmelige centrum.

I en af bogens mest svimlende passager fortæller den siamesiske prins Pattanaidid om en drøm. På rejsen mod Japan har han nat efter nat set et gyldent tempel rejse sig af havets mørke. Skibet sejler videre, men templet synes at følge det. Det forbliver fjernt og står dog synligt ned i de mindste detaljer, som om drømmens afstand ikke svækker virkeligheden, men tværtimod fortætter den.

Senere når prinsen frem til den tanke, at alt helligt har drømmens og erindringens væsen. Drømmen, erindringen og det hellige ligner hinanden, fordi de alle befinder sig uden for vores rækkevidde. Så snart noget skilles fra os af tid eller afstand, helliges det. Det får det uopnåeliges skønhed og miraklets karakter.

Det er ikke blot en smuk passage. Den rummer hele romanens metafysik.

Sprækker i virkeligheden

Mishimas drømme er imidlertid ikke blot psykologiske symboler. De er sprækker i virkeligheden. Gennem dem trænger noget ind, som den moderne, rationelle bevidsthed ikke kan forklare: erindringer om noget, der måske endnu ikke er sket; varsler om døden; billeder, der synes at vandre mellem forskellige liv. Allerede her begynder tetralogiens store kredsløb af reinkarnation at træde frem.

Bag dette kredsløb ligger den buddhistiske forestilling om samsara: den endeløse bevægelse gennem fødsel, død og genfødsel. Men hos Mishima bliver reinkarnationen aldrig nogen enkel trøst. Den er uløseligt forbundet med forgængeligheden — med den buddhistiske erkendelse af, at alt, hvad der træder frem i verden, allerede er underlagt forandring og opløsning. Intet forbliver identisk med sig selv; intet lader sig fastholde. Det menneske, vi elsker, det øjeblik, vi ønsker at bevare, og selve det jeg, der ønsker at bevare det, er allerede på vej til at blive noget andet. Reinkarnationen ophæver derfor ikke tabet. Den gør det snarere svimlende: Hvad er det egentlig, der vender tilbage, hvis intet varigt selv findes?

Samtidig løber en anden og mere gådefuld strøm gennem romanens drømme. Grænserne bliver porøse: mellem den, der drømmer, og det drømte; mellem erindringen og varslet; mellem dette liv og et andet. Her nærmer Mishima sig den taoistiske mistanke til enhver sikker skelnen mellem drøm og virkelighed — en tanke, der finder sit mest berømte udtryk hos Zhuangzi, den kinesiske filosof fra det 4. århundrede f.Kr. og en af taoismens store skikkelser.

I Zhuangzis berømte drøm er han en sommerfugl. Han flagrer frit omkring, lykkeligt uvidende om Zhuangzi. Så vågner han og er igen sig selv. Men hvilken forvandling har egentlig fundet sted? Var det Zhuangzi, der drømte, at han var en sommerfugl, eller er det nu sommerfuglen, der drømmer, at den er Zhuangzi? Spørgsmålet er ikke en gåde, der venter på at blive løst. Det er selve visheden om et fast og afgrænset jeg, der bringes i tvivl. For hvis drømmen, mens den drømmes, er fuldkommen virkelig, hvorfra kommer da vores sikkerhed på, at det er opvågningen, der fortæller sandheden om, hvem vi er?

Hos Mishima mødes disse strømninger i drømmen. Den buddhistiske forgængelighed opløser forestillingen om, at noget kan bestå uforandret gennem tiden; den taoistiske drøm opløser sikkerheden om, hvem der overhovedet erfarer denne tid. Den ene gør verden ustadig; den anden gør selvet usikkert. Tilbage står en virkelighed, langt mindre fast end den moderne bevidsthed forestiller sig.

Måske er drømmen derfor ikke en flugt fra verden, men det sted, hvor verden et øjeblik afslører, hvor usikre dens grænser altid har været.

Hvem drømmer hvem? Og hvad vil det overhovedet sige at vende tilbage, hvis den, der vender tilbage, aldrig er helt den samme?

Et Japan, man er ved at vågne fra

Denne metafysiske uro har sit historiske modstykke i romanens Japan. 'Spring Snow' udspiller sig i årene umiddelbart efter Meiji-periodens afslutning i 1912, da kejser Mutsuhitos død satte punktum for mere end fire årtiers svimlende forvandling. Siden Meiji-restaurationen i 1868 havde Japan på få årtier gennemgået en modernisering, som i Europa havde strakt sig over århundreder: feudalsamfundet var blevet opløst, samuraiklassen afskaffet, og hæren, industrien og statsapparatet omformet efter vestlige forbilleder. Japan var trådt frem som en moderne stormagt. Med Taishō-periodens begyndelse stod landet derfor ikke længere blot over for Vesten. Vesten var allerede trængt ind i dets arkitektur, klædedragt, teknologi, selskabsliv og selvforståelse.

Det er i efterklangen af denne historiske omvæltning, Mishimas personer bevæger sig. 'Spring Snow' foregår i en verden, der endnu bærer traditionens former, men allerede er begyndt at miste troen på deres bestandighed. Det gamle aristokrati efterligner vestlige skikke og klamrer sig samtidig til ritualer, slægter og hierarkier, hvis tid er ved at rinde ud. Vestlige huse, biler og selskabsformer trænger ind i en verden af templer, kimonoer og ceremonier. Det gamle er endnu ikke forsvundet, da det nye allerede er ankommet. De to tider eksisterer side om side, filtret ind i hinanden, og netop derfor bliver bruddet mellem dem så synligt.

Men Mishima skriver ingen enkel klagesang over moderniteten. Traditionen er også stivnet, brutal og hyklerisk; dens skønhed kan ikke skilles fra dens hierarkier og dens tvang. Moderniteten er på sin side heller ingen befrielse. Den bringer bevægelse, hastighed og nye former, men ingen sikker erstatning for det, der går tabt. Begge verdener synes allerede mærket af tab: den ene, fordi den er ved at forsvinde; den anden, fordi den ankommer uden at kunne udfylde det tomrum, som forsvindingen efterlader.

Det er afgørende, at Mishima ikke vælger mellem dem. Han er for intelligent til nostalgiens lette trøst og for mistænksom over for fremskridtets selvtilfredshed. Det gamle Japan kan ikke reddes; det nye kan ikke erstatte det, der går tabt. Romanen befinder sig i selve bruddet mellem verdenerne, og måske er det netop derfor, dens skønhed er så intens: Den betragter en kultur i det øjeblik, hvor den endnu er synlig, men allerede er ved at blive til erindring.

Også her vender drømmens struktur tilbage. Japan selv bliver i 'Spring Snow' noget, man er ved at vågne fra.

Det tabtes virkelighed

'Spring Snow' er ikke blot en stor japansk roman. Den tilhører den sjældnere kategori af værker, der forandrer selve forholdet mellem skønhed og tanke. Hos Mishima bliver filosofien sanselig, og sansningen metafysisk. En drøm kan rumme en teori om tiden. Et snefald kan bære bevidstheden om døden. En kærlighedshistorie kan åbne sig mod spørgsmålet om, hvorvidt noget i mennesket overlever det enkelte liv.

Måske er romanens dybeste tanke imidlertid denne: at mennesket ikke kan lade det skønne være i fred. Vi længes efter at nærme os det, eje det, røre ved det — men i selve berøringen risikerer vi at ophæve den afstand, der gjorde det helligt. Heri ligger også Kiyoakis egentlige tragedie, og den er større end den ulykkelige kærlighed. Han kan kun tilbede det, han har mistet. Først når verden glider uden for hans rækkevidde, åbenbarer den sig for ham i sin fulde skønhed.

Måske er det derfor, drømmen står så centralt hos Mishima. I drømmen kan det tabte vende tilbage uden igen at blive vores. Det fjerne kan træde helt nær uden at ophøre med at være fjernt. Den døde kan vise sig uden at være genopstået; det forsvundne kan antage en klarhed, det aldrig besad, mens vi endnu kunne røre ved det. Drømmen overvinder ikke afstanden. Den ophæver ikke tabet. Den lader det tabte træde frem i den eneste form, hvori det endnu kan tilhøre os: som noget, vi kan se, men ikke længere nå.

Måske er det også sådan, 'Spring Snow' selv virker. Romanen bringer en verden tilbage, som allerede i det øjeblik, den beskriver den, er ved at forsvinde: et Japan mellem to tider, en kærlighed mellem nærhed og tab, et menneske mellem dette liv og det næste. Alt står et øjeblik lysende klart — og netop derfor allerede på afstand.

Det er 'Spring Snows' grusomme mirakel: at det tabte kan blive mere virkeligt end det, vi nogensinde ejede.

| Anbefalet af litteraturformidler Mathias V.  Løffgren |